Krimi13. marts 2024 (opd. 14. marts 2024)

55-årig mand død: Nu er tre unge mænd sigtet for drab

Tre unge mænd er anholdt i en sag om træfældning, der har kostet en mand livet i Sorø

Her gik det galt

SENESTE: Nu har dommeren besluttet sig

Tre personer sigtes for drab i sagen, hvor en 55-årig mand er blevet dræbt, fordi et træ væltede ned over hans bil.

Det har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyst på et pressemøde onsdag aften i Næstved, hvor flere medier var til stede.

Politiet mener, at træet blev fældet med vilje. Derfor sigtes de anholdte for drab.

Politiet kan endnu ikke sige noget om, hvorvidt der har været en relation mellem den dræbte og de tre sigtede.

Politiet arbejder ud fra en teori om, at den 55-årige er et tilfældigt offer.

- Han har helt sikkert været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Det havde tragiske konsekvenser.

- Når vi vælger at sigte for drab, vælger vi at sige, at det er en bevidst handling, lød det fra politiinspektør Kim Kliver ifølge TV 2.

De tre sigtede er primært yngre mænd, oplyste politiet, som dog ikke oplyste aldre.

Onsdag aften er endnu en person blevet anholdt.

Det skriver politiet lidt før klokken 21 på det sociale medie X.

- Vi kan nu meddele, at vi for kort tid siden har foretaget endnu en anholdelse i sagen fra Sorø.

- Efterforskningen pågår fortsat, og vi har i denne anledning ikke yderligere kommentarer til sagen, skriver politiet.

Det oplyses ikke, om personen sigtes for drab ligesom de tre personer, der tidligere onsdag blev anholdt.

På pressemødet tidligere onsdag aften blev politiet spurgt ind til relationen mellem de tre personer, der er blevet sigtet for drab.

Her lød svaret, at politiet har en god idé om relationen.

Der blev dog ikke meldt noget ud på pressemødet om, hvilken relation der er tale om.

Ved samme lejlighed fortalte politiinspektør Kim Kliver, at det ikke kunne afvises, at der kunne komme flere anholdelser i sagen.

På pressemødet lød det, at de tre drabssigtede ventedes at blive fremstillet i grundlovsforhør torsdag.

Foruden træfældningen i Sorø, som skete kort tid efter midnat natten til onsdag, er der også blevet fældet et træ nær Slagelse, som er væltet ned over en vej.

Det skete tirsdag aften.

Her kom der dog ingen til skade.

De to hændelser kommer, efter at der i 2023 blev konstateret flere lignende tilfælde i samme område.

Det forklarede vicepolitiinspektør Lars Steffensen på pressemødet.

Over for TV 2 bekræfter Midt- og Vestsjællands Politi desuden, at der også i den politikreds er blevet fældet træer.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ved ikke, om der er en sammenhæng mellem de tidligere tilfælde og sagen om det væltede træ i Sorø.

Politiinspektør Kim Kliver har understreget, at det på trods af sagerne er sikkert at færdes i området.

- Jeg kan betrygge folk med, at vi vil være synligt til stede derude som led i efterforskningen og for at vise, at borgere trygt kan færdes på vejene, siger han på pressemødet.

Sponsoreret indhold