Krimi19. januar 2021

54 smittede på plejecenter - to døde

Coronaen spreder sig hastigt på et plejecenter i Esbjerg-området
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/demens.jpg
 Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

32 beboere er testet positive, og henover weekenden er to beboere afgået ved døden med corona i kroppen. Dertil kommer 22 smittede ansatte, skriver jv.dk.

Sådan er virkeligheden altså på plejecenteret Områdecenter Strandby i Esbjerg-området, hvor op mod halvdelen af beboerne er smittet med coronavirus.

- Det er virkelig alvorligt nu, og vi gør alt, hvad der står i vores magt for at komme det til livs. Der er hygiejnesygeplejersker på stedet for at sørge for, at alle forholdsregler og procedurer bliver overholdt, og de ansatte bruger værnemidler i alle tænkelige situationer. Beboerne er isolerede i deres lejligheder. Vi må ikke lukke plejehjemmet for Styrelsen for Patientsikkerhed, men vi må gentage opfordringen til, at pårørende ikke kommer på besøg, med mindre det er uopsætteligt, siger direktøren for Fritid, Sundhed og Omsorg i Esbjerg Kommune, Arne Nikolajsen til Jydske Vestkysten.

Med 22 smittede blandt personalet har det været nødvendigt at omrokere fra andre plejehjem for at kunne opretholde plejen af beboerne på Strandby.

Arne Nikolajsen oplyser videre til jv.dk, at de plejehjemsbeboere, der lige nu er smittet med corona, alle har fået første dosis af coronavaccinen.

Sponsoreret indhold