Krimi2. september 2025 (opd. 2. september 2025)

54-årig kvinde dræbt af flere skud: Så gjorde politiet noget klogt

International efterlysning førte til en hurtig anholdelse af manden, som Fyns Politi mener står bag et kvindedrab mandag
Drabet skete i pizzaforretningen, man kan skimte til højre på dette billede.
Drabet skete i pizzaforretningen, man kan skimte til højre på dette billede.
 Foto: Presse-fotos.dk

Da en 54-årig kvinde mandag kort før klokken 13 blev dræbt af skud i Odense, gik der ikke længe, før mistanken rettede sig mod en 51-årig mand.

Fyns Politi fik udsendt en international efterlysning, så manden blev snuppet, da han omkring fem timer senere ville tjekke ind i Hamburg Lufthavn.

Det fortæller vicepolitiinspektør Jesper Weimar Pedersen.

- Det viser sig at være en klog disposition (at efterlyse ham, red.), da han kort efter bliver anholdt i Hamburg Lufthavn af tysk politi, siger han.

Han kan ikke oplyse, hvor manden ville flyve hen. Både manden og kvinden er tyrkiske statsborgere, har politiet oplyst på pressemøde ifølge Fyens Stiftstidende.

En dommer i Retten i Odense skal tirsdag i et grundlovsforhør afgøre, om der skal afsiges en fængslingskendelse mod den 51-årige. Det skal danne grundlag for, at han kan blive udleveret fra Tyskland.

Indvilger han frivilligt i udlevering, kan det ske i løbet af få dage.

Af sigtelsen fremgår det ifølge Fyens Stiftstidende, at kvinden blev dræbt af mindst seks skud i ansigtet og på kroppen.

Fyns Politi fik anmeldelsen om skuddrabet på kvinden klokken 12.47 mandag. Kvinden blev skudt på en adresse på Abels Allé i Sanderum i Odense.

Da stedet både er en privatadresse og et pizzeria, sigtes den 51-årige for at have brugt skydevåben i det offentlige rum.

Da anklagemyndigheden vil anmode om, at retsmødet tirsdag foregår for lukkede døre, er der flere spørgsmål om efterforskningen, som Jesper Weimar tirsdag formiddag ikke kan svare på.

Det er tidligere oplyst, at kvinden og den anholdte mand har en relation, men politiet vil ikke komme det nærmere.

Politiet efterforsker fortsat sagen, da der stadig er flere uafklarede spørgsmål.

- Vi skal have klarlagt, hvad der er sket før selve gerningen. Hvad er der sket under selve gerningen og efter gerningen, siger Jesper Weimar Pedersen og fortsætter:

- Hvilke forberedelsesaktiviteter har man foretaget sig, og har andre medvirket i den del? Hvad er helt præcist hændelsesforløbet under selve gerningen, og hvordan har hans flugt været efterfølgende?

Blandt andet skal det afklares, hvordan han kunne få fat i et skydevåben. Vicepolitiinspektøren vil ikke fortælle, hvilket skydevåben der er brugt, og om politiet er i besiddelse af det.

Sponsoreret indhold