Krimi11. januar 2024

53-årig anholdt for voldtægtsforsøg og blufærdighedskrænkelse

Den 53-årige mand er blevet anholdt for forsøg på voldtægt mod en 70-årig kvinde og blufærdighedskrænkelse mod en anden kvinde

En 53-årig mand er torsdag aften blevet anholdt, efter at han udsatte en kvinde for blufærdighedskrænkelse og forsøgte at voldtage en anden.

Det oplyser Kenneth Hviid Simonsen, som er central efterforskningsleder hos Københavns Politi.

Klokken 18.56 modtog politiet en anmeldelse om, at en mand havde udsat en kvinde for blufærdighedskrænkelse på en café på Frederikssundsvej.

Da politiet ankom til stedet, anholdt de den 53-årige mand, som er polsk statsborger.

Kort før episoden på caféen havde han forsøgt at voldtage en 70-årig kvinde i en opgang på Hareskovvej, lyder det fra Kenneth Hviid Simonsen.

- Hun (den 70-årige kvinde, red.) har det godt efter omstændighederne, siger han.

Voldtægtsforsøget blev afbrudt af en person, som greb ind og fik manden til at forlade stedet, hvorefter han gik videre til caféen.

Politiet modtog anmeldelsen om voldtægtsforsøget klokken 19.03 - cirka 30 minutter efter episoden fandt sted.

- Vi har haft teknikere derude, som har undersøgt gerningsstedet (opgangen, red.), fortæller efterforskningslederen.

Han tilføjer, at politiet venter på resultaterne fra undersøgelsen.

Derudover siger Kenneth Hviid Simonsen, at der arbejdes på at indsamle videomateriale, som viser mandens færden.

Den anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør i Københavns Byret fredag.

Sponsoreret indhold