Krimi26. juni 2020

51-årig mor er rugemor for sin datter

51-årige Julie Loving bærer sit barnebarn i maven
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/skaermbillede_2020-06-26_kl._08.34.34.png
 Foto: Instagram / ivf.surrogacy.diary

51-årige Julie Loving giver sin datter og svigersøn den største gave, man kan give.

Ikke nok med at den amerikanske kvinde har båret og født sin nu 29-årige datter Breanna Lockwood, nu bærer hun sit første barnebarn i maven.

Det er Good Morning America, der kan fortælle historien om 51-årige Julie Loving, der er rugemor for sin datter, da hun ikke selv er i stand til at gennemføre en graviditet.

Artiklen fortsætter under billedet.

29-årige Breanna Lockwood og hendes mand Aaron havde i flere år prøvet at få en baby.

Efter utallige forsøg med fertililtetsbehandling, to ufrivillige aborter - hvoraf den ene var med tvillinger - og en graviditet uden for livmoderen fik parret den nedslående nyhed: Breanna var ikke i stand til selv at gennemføre en graviditet.

Deres fertilitetslæge foreslog, at de benyttede en rugemor og meget gerne en i familien, da de derved kunne spare de 665.000 kroner, som bureauer i USA tager for rugemor-service.

Og her var det så, at Breannas 51-årige mor, som også har en 27-årig søn, trådte til: Hun tilbød at bære sit eget barnebarn.

Julie Loving, der har løbet 19 marathoner og adskillige triatloner, bestod lægernes indledende undersøgelser og fik kort inden corona-lockdown sat et befrugtet æg op i sin livmoder.

Den 12. november er hun så sat til at føde sit eget barnebarn.

- At være rugemor er i sandhed den mest uselviske gave. Hun er det reneste eksempel på, at "man vil gøre alt for sit barn", og hvis jeg bare kan være halvt den mor, som hun er, så ved jeg, jeg gør noget rigtigt, fortæller Breanna Lockwood på den Instagram-profil hun har oprettet, så man kan følge familiens unikke rejse.

Over for Good Morning America fortæller den gravide mormor, hvis mand døde af sygdom i 2016, at de kommer til at være ærlige over for den lille pige, der ligger i hendes mave:

- Fra hun er meget ung kommer vi til at være meget åbne over for hende og fortælle det, når vi føler, hun kan forstå det. Vi fortæller hende bare sandheden, fortæller Loving.

Sponsoreret indhold