51-årig mistænkt for brutal kidnapning: 61-årig holdt fanget i halvt døgn

En 51-årig mand blev torsdag formiddag varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør i Retten i Aarhus, mistænkt for at frihedsberøve en 61-årig mand i cirka 15 timer.
Det skriver Århus Stiftstidende.
Manden, som nægter sig skyldig, er foreløbigt varetægtsfængslet de næste fire uger.
Ifølge Østjyllands Politi skal frihedsberøvelsen være foregået sammen med en ukendt medgerningsmand.
Offeret blev ifølge politiet udsat for vold, trusler og afpresning.
Frihedsberøvelsen foregik ifølge anklagemyndigheden ved Østjyllands Politis sigtelse på to forskellige adresser i Viby J ved Aarhus.
Den 61-årige blev angiveligt holdt fanget fra den 12. april om aftenen til den 13. april om eftermiddagen.
Ifølge TV2 Østjylland, som har talt med politiet, blev offeret blandt andet slået i ansigtet, lige som gerningsmændene ifølge sigtelsen også fik en hund til at bide ham i benet og hånden.
Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre.
Det betyder, at det ikke er muligt at få indblik i, hvad manden eventuelt har forklaret, og hvilke beviser politiet har.