Krimi14. marts 2024 (opd. 14. marts 2024)

45-årig mand idømt forvaring for grov vold og voldtægt

Overfaldet skete i juli 2022, hvor han blandt andet brugte en gummihammer og tvang kvinden til samleje - manden ankede straks dommen

En 45-årig mand er torsdag ved Retten i Herning blevet idømt forvaring for at have udsat en nu 28-årig kvindelig bekendt for grov vold, voldtægt og blufærdighedskrænkelse.

Det oplyser Retten i Herning på sin hjemmeside.

Et enigt nævningeting fandt 8. marts Poul Christensen skyldig i grov vold ved at have rykket kvinden ud af en parkeret bil, tildelt hende flere lussinger og kastet en gummihammer i ryggen på hende.

Manden trak herefter kvinden ind på sin bopæl i Ikast, hvor han skubbede hende ned på en sofa og slog hende flere gange i hovedet.

Den 45-årige er kendt skyldig i voldtægt ved at have gennemført samleje med hende, mens hun var fastholdt op ad en væg.

Forholdene fandt sted i slutningen af juli 2022.

Manden blev frifundet for at have frihedsberøvet kvinden.

Under sagen erkendte den 45-årige sig skyldig i en del af volden og i enkelte forhold af tyveri. Han var blandt andet tiltalt for at have stjålet flere el-løbehjul.

Ifølge sagens anklager, Søren Kløvborg Laustsen, lagde retten i sin dom vægt på vidneforklaringer, retsmedicinske undersøgelser af den forurettede og DNA-bevis.

Nævningetinget bestemte, at den 45-årige, der fire gange tidligere er dømt for grov vold, skulle dømmes til forvaring, fordi han "frembyder en nærliggende fare for andres liv".

Med i vurderingen bidrog en retspsykiatrisk erklæring og en udtalelse fra Retslægerådet.

For at blive idømt forvaring skal man blandt andet udgøre en fare for andres liv, helbred og frihed, og der skal være en risiko for, at personen igen begår grov personfarlig kriminalitet.

Modsat en anbringelsesdom, som gives til sindssyge kriminelle, er forvaringsdømte egnede til at afsone i et fængsel.

Den 45-årige, der ankede dommen på stedet, skal desuden betale 100.000 kroner i godtgørelse til den forurettede.

Sponsoreret indhold