41-årig tilstod knivdrab på læge: Uhyggelig fortid afsløret

21. juli begik en 41-årig mand et særdeles voldsomt overfald på tre ansatte på Psykiatrisk Center Glostrup i Brøndby. En læge mistede livet, da manden gik amok med en kniv.
Nu kan Jyllands-Posten afsløre, at manden var tiltalt for en række alvorlige forbrydelser, men altså alligevel var på fri fod.
Den 41-årige mand var i forvejen tiltalt for dødstrusler mod en ansat på Rigshospitalet, men han var ikke blevet stillet for en dommer på grund af de lange ventetider hos domstolene.
Og en juniaften i 2023 – altså en måned før drabet – overfaldt den 41-årige mand en ung kvinde og en kioskejer i Hvidovre med kniv.
– Jeg stikker dig ned, din lille luder
– Jeg smadrer dig og din butik, skulle manden have sagt ifølge Jyllands-Posten.
Samme dag tre timer senere var den gal igen. Ni kilometer derfra hev han fat i en kvindes arm under en togstation, han skubbede hende og tog hendes airpods, som han trampede på.
Alligevel var han altså på fri fod, da han 21. juli begik det dødelige overfald.
Københavns Politi ønsker ikke at kommentere, hvorfor manden var på fri fod efter overfaldene.
Til Jyllands-Posten bliver forløbet kaldt problematisk af kriminolog og politiforsker David Sausdal.
– Der er tale om en mand, hvis farlighed politiet er bevidst om, og som er anklaget for forskellig kriminalitet. Men han er ikke blevet dømt i tide, og således er han ikke blevet begrænset i sine muligheder for at begå ny kriminalitet, siger David Sausdal, lektor på Lunds Universitet.
Under grundlovsforhøret kom det også frem, at den 41-årige blev dømt til psykiatrisk behandling i januar 2014.
Den 21. juli blev tre ansatte stukket med kniv. I retten kom det frem, at den dræbte var den 41-åriges behandler og læge ved Retspsykiatrisk Ambulatorium ved Psykiatrisk Center Glostrup.
Han erkendte drab og grov vold.
– Jeg kan ikke mere. Jeg har ødelagt mit liv. Jeg er ked af det. Jeg har oplevet meget lort. Jeg kan ikke mere, sagde han.
Gerningsmanden fortalte under grundlovsforhøret, at han specifikt ønskede at slå lægen ihjel, mens to andre ansatte ifølge manden kom i vejen.
– Jeg var nødt til det. Hun var der kun for at provokere og ødelægge min behandling. Hun gad ikke gå på pension, fortalte han i under grundlovsforhøret ved Retten i Glostrup.
Siden 2012 har en række medarbejdere i psykiatrien mistet livet på deres arbejde.
Alene i de seneste tre år foruden den ansatte på Psykiatrisk Center Glostrup også en 29-årig mandlig pædagog på bostedet Ørbækskilde og en 64-årig mandlig læge på hjemmebesøg blevet dræbt.