Krimi25. november 2023

41-årig i kritisk tilstand efter vold i Esbjerg midtby

Det har ikke været muligt for politiet at tale med mand, der menes at være blevet udsat for vold i Esbjerg by

En 41-årig mand er natten til lørdag blevet udsat for vold i Esbjerg midtby, formentlig i Skolegade ved værtshuset King George. Manden er i kritisk tilstand og er blevet overført til Odense Universitetshospital (OUH).

Det fortæller Søren Strægaard, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Det er mandens samlever, der ringer til politiet, fordi manden fortæller, at han har været udsat for vold og har det dårligt.

- Vi har ikke kunnet tale med ham, så vi har kun fået det fortalt, han har sagt til samleveren.

Ifølge vagtchefen mener politiet ikke, at den 41-årige kendte de personer, som udsatte ham for vold.

Politiet fik anmeldelsen fra samleveren klokken 07.54.

Da det stadig er meget uklart, hvad der er sket, vil politiet gerne høre fra vidner, der har været i området i mellem klokken 01 og 03.30 natten til lørdag.

Sponsoreret indhold