Krimi17. januar 2024

38-årig mand dømt for uagtsomt manddrab: Kørte frontalt ind i bil

Under påvirkning af narkotika kørte en 38-årig mand i sommer frontalt ind i en modkørende bil, efter han havde stjålet en varevogn
En 38-årig mand er blevet dømt for blandt andet uagtsomt manddrab efter han sidste år stjal en varevogn og kørte frontalt ind i en modkørende bil.
En 38-årig mand er blevet dømt for blandt andet uagtsomt manddrab efter han sidste år stjal en varevogn og kørte frontalt ind i en modkørende bil.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En 38-årig mand er onsdag blevet dømt for en lang stribe forhold, hvor det endte med at koste en person livet.

13. maj sidste år mellem klokken 23. og 00.10 stjal manden en varebil og kørte efterfølgende vanvidskørsel på blandt andet Koldingvej i Vamdrup.

Køreturen endte dog brat, da han i den modsatte vejbane stødte frontalt sammen med en modkørende personbil – i forbindelse med ulykken mistede føreren af den modkørende bil livet.

Derfor blev han onsdag dømt for uagtsomt manddrab, uagtsom legemsbeskadigelse under særligt skærpede omstændigheder, for at sætte andres liv i fare, for vanvidskørsel og for at have stjålet en varebil.

Det koster den 38-årige mand seks år bag tremmer, lød dommen ved Retten i Kolding onsdag.

Kørte hasarderet

Det er i retten blevet fremlagt, at den 38-årige mand af flere omgange kørte over i den modsatte vognbane, ligesom han overskred fartgrænsen betydeligt.

Den vanvittige kørsel betød blandt andet, at to biler måtte bremse hårdt op og undvige ud i rabatten for at undgå sammenstød med den stjålne varevogn.

Det gik dog helt galt, da han igen overhalede i den forkerte vognbane – her nåede den modkørende bil ikke at bremse, hvorfor den 38-årige kørte frontalt ind i den modkørende bil.

I forbindelse med ulykken pådrog føreren sig så alvorlige kvæstelser, at føreren umiddelbart efter afgik ved døden.

Medpassageren måtte efterfølgende opereres, mens en tredje person i bilen blev udsat for nærtliggende farende.

Under kørslen var den 38-årige mand også påvirket af stoffet gammahydroxybutansyre, der er bedre kendt som GHB eller fantasy.

Den nu dømte drabsmand var forinden frakendt retten til at køre bil, hvorfor han også er blevet dømt for kørsel i frakendelsestiden og blev idømt ubetinget frakendelse af kørerkortet for bestandigt.

Den 38-årige mand har fra starten af sagen nægtet sig skyldig i samtlige forhold.

Han udbad sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke af dommen.

23. maj sidste år blev han anholdt og sigtet i sagen – han har siden siddet fængslet og vil fortsat være fængslet.

Sponsoreret indhold