En 43-årig mand blev i december sidste år stukket ihjel med en kniv i en lejlighed i Randers.
Torsdag er der faldet dom i sagen, og her er en 38-årig mand ved Retten i Randers blevet idømt otte års fængsel.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den tiltalte - Hans-Lars Vittus Síngertât - tilstod i retten, at han stak den 43-årige, og han blev dømt for grov vold med døden til følge.
Hændelsen fandt sted i den dømtes lejlighed 3. december 2021.
Den 38-årige var ifølge Randers Amtsavis påvirket af både alkohol og stoffer, da han stak den 43-årige mand med en kniv.
Forinden havde de ifølge mediet mødt hinanden på en lokal bar.
Mændene fortsatte ifølge Randers Amtsavis drikkeriet i den tiltaltes lejlighed.
På et tidspunkt gik de til ro. Men den 43-årige kunne tilsyneladende ikke falde til ro og blev ved med at komme ind i stuen, hvor lejlighedens indehaver lå.
Det førte til, at den 38-årige gik til angreb på ham med en kniv, forklarede den tiltalte ifølge mediet i retten.
Det var ifølge Randers Amtsavis den tiltalte selv, der slog alarm til politiet.
Da politiet nåede frem, traf man - ud over den 38-årige mand - også en 39-årig mand.
Han blev i første omgang også anholdt og sigtet i sagen.
Senere blev han løsladt, da politiet fandt ud af, at han intet havde haft med knivstikkeriet at gøre.
- Vi kunne rimelig hurtigt i sagen konkludere, at den 38-årige mand havde handlet på egen hånd i forbindelse med knivstikkeriet, siger senioranklager Jakob Beyer, Østjyllands Politi.
Han erklærer sig tilfreds med sagens udfald og mener, der er udmålt en "passende straf".
Den dømte udbad sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen til landsretten.