Krimi30. maj 2025 (opd. 30. maj 2025)

36-årig mand sigtet for voldtægt

Retten i Sønderborg skal fredag tage stilling til varetægtsfængsling af manden

Politiet har anholdt og sigtet en 36-årig mand for flere forhold om vold og voldtægt.

Manden blev fredag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg og er foreløbig varetægtsfængslet i fire uger.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser til Ritzau, at manden er sigtet for i alt syv forhold, der er begået i perioden fra 2022 til i år.

Det er forhold, der er begået på adresser i både Haderslev og Aabenraa, og der er to forurettede i sagen. Det er kvinder, der begge har en relation til den sigtede.

To af forholdene drejer sig om voldtægt. Yderligere to drejer sig om voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.

Manden er også sigtet for forhold, der drejer sig om henholdsvis vold, psykisk vold og grov vold.

Anklagemyndigheden anmodede ved grundlovsforhøret retten om at holde retsmødet holdt for såkaldt lukkede døre.

Det ønske efterkom dommeren, og derfor kan offentligheden ikke få oplysninger om sagens detaljer, ud over hvad den anklagede er sigtet for-

Sponsoreret indhold