Krimi6. januar 2023

35-årig tiltalt for at bestille brand

Retten i Aalborgs dom lyder på et år og tre måneders fængsel, oplyser anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi
Politi
Arkivfoto.
 Foto: Rigspolitiet

En 35-årig mand fra Skørping er fredag blevet dømt for at have bestilt en ildebrand på sin landejendom.

Retten i Aalborgs dom lyder på et år og tre måneders fængsel, oplyser anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi på Twitter.

Det er dog kun fem måneder af straffen, som gøres ubetinget og dermed skal afsones. Resten er betinget, og ifølge TV2 Nord indeholder dommen også samfundstjeneste.

Manden nægter sig skyldig og har anket dommen til landsretten.

Ifølge anklagemyndigheden var det et forsøg på at bedrage sit forsikringsselskab, som fik den 35-årige til at få det nedlagte landbrug på Voldsted Skolevej ved Støvring brændt ned.

Branden fandt sted i marts sidste år.

Det var ikke den 35-årige ejer, som selve tændte ild. Det gjorde hans lejer, som allerede i efteråret blev dømt for at have brændt stedet ned efter aftale med udlejeren.

- Vi mener, at han har brændt stedet ned for at få eftergivet en huslejegæld, og han har også fået udbetalt et beløb i kontanter, sagde senioranklager Thomas Klingenberg forud for retssagen til Ritzau.

Af sagens anklageskrift fremgår det, at der skulle være tale om en gæld svarende til et års husleje inklusive forbrug samt 3500 kroner.

Den 35-årige skulle desuden have tilbudt den anden mand at kunne bo gratis på det nedlagte landbrug, indtil det blev brændt ned. Med alle udgifter betalt.

Formålet med det hele var at få udbetalt et beløb fra forsikringsselskabet.

I dommen er den 35-årige også dømt for at have sat ild til sin Porsche, skriver TV2 Nord.

Det var i januar 2018, at der blev sat ild til bilen. Ifølge sagens anklageskrift var det den 35-årige, der enten gjorde det eller fik nogen til at gøre det.

Sponsoreret indhold