35-årig dræbt i skyderi i Søborg: Politiet anholder ung mand i drabssag
TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail fortrolig mail til journalisten patrick@sh.dk
LÆS OGSÅ: Prisvindende musiker taget i skattesnyd for kæmpebeløb: Stor bøde og fængselsstraf
Københavns Vestegns Politi har anholdt en ung mand, som mistænkes for at have haft noget at gøre med skuddrabet i Søborg 2. maj.
Her mistede en 35-årig mand livet, efter han blev ramt af flere skud.
Tre mænd er allerede anholdt og varetægtsfængslet i sagen - den unge mand, som er i starten af 20'erne, bliver fremstiller i grundlovsforhør tirsdag ved Retten i Glostrup.
Det skriver Københavns Vestegns Politi på X.
Det er tidligere kommet frem, at den dræbte blev ramt af tre skud, hvoraf det ene ramte ham i hovedet. Der sad en blot 12-årig pige i bilen, da skuddene faldt.
En uges tid efter drabet blev en 26-årig mand fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev sigtet for at have afgivet mindst seks skud mod manden.
Under en uge senere blev to mænd - på henholdsvis 28 og 35 - anholdt og sigtet i drabssagen.
Alle tre mænd endte med at blive varetægtsfængslet frem til begyndelsen af juni - de er alle tre sigtet for drabet, hvor der blev affyret seks skud fra en revolver mod offeret.
Alle tre mænd er derudover også sigtet for drabsforsøg på den 12-årige pige, fordi hun sad i bilen.
Drabet fandt sted på Novembervej i området ved Mørkhøj i Søborg omkring klokken 17.50, da to gerningsmænd angreb bilen.
Den hårdt sårede 35-årige mand blev herefter kørt til Rigshospitalet, hvor han senere afgik ved døden.
Ifølge SE og HØRs oplysninger har den dræbtes bror forbindelser til bandemiljøet - politiet har endnu ikke villet udtale sig om et eventuelt motiv til drabet.
Morgendagens grundlovsforhør - hvor den unge mand bliver fremstillet - forventes at blive afholdt for lukkede døre, ligesom de øvrige grundlovsforhør i sagen.
Af samme årsag har Københavns Vestegns Politi ikke nogen kommentarer til sagen for nu.
Opdateres...