Krimi7. marts 2024

34 henvendelser har politiet fået i sag om Hanne With

Man har ikke fået kontakt til anonymt vidne i sagen om drabet på Hanne With i 1990 trods mange henvendelser
Politibil hvor der står politi på døren. (Arkivfoto).
Politibil hvor der står politi på døren. (Arkivfoto).
 Foto: Ritzau Scanpix

Københavns Politi har på en måned modtaget 34 henvendelser i sagen om den 23-årige Hanne With Hansen, der blev dræbt nytårsnat 1990.

Det fortæller Brian Belling, chef for personfarlig kriminalitet, til TV 2.

Man har dog ikke haft held til at få kontakt til et anonymt vidne, der året efter drabet ringede til politiet i samme sag, lyder det.

Den 7. februar i år - 34 år efter drabet - blev en 53-årig mand varetægtsfængslet i sagen.

- Noget, der bestyrker mistanken mod ham, er, at han er i København på det tidspunkt. Han har ikke noget alibi på tidspunktet, hvor Hanne With bliver slået ihjel, siger Brian Belling til mediet.

Det er en ny efterforskningsmetode baseret på DNA-teknologi, som har kastet politiets mistanke på manden. Metoden kaldes slægtskabssøgning.

Sponsoreret indhold