32-årige Jade Damarell døde i faldskærmsudspring: Nu er rystende detaljer dukket op

Hun havde over 400 faldskærmsudspring i bagagen – og alene i år havde hun foretaget over 80 fejlfrie spring.
Derfor troede de britiske myndigheder indledningsvis, at der måtte være tale om en fatal fejl i faldskærmsrygsækken, da 32-årige Jade Damarell mistede livet i et faldskærmsudspring 27. april.

Nu afslører beviser i sagen dog, at den erfarne faldskærmsudspringer bevidst undlod at udløse sin skærm – og dermed styrtede direkte i døden nær Wrefords' Farm i Shotton, County Durham.
Det skriver det britiske medie Mirror.
HAR DU DET SVÆRT?
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.
Ring til Livslinien på 70 201 201.
Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.
Det er blandt andet kommet frem, at de britiske myndigheder fandt et afskedsbrev blandt Jade Damarells ejendele, hvor hun gav udtryk for at ville afslutte sit liv.

Desuden er det nu kommet frem, at hendes kæreste dagen forinden havde gjort forholdet forbi.
Parret havde boet sammen siden jul og var ifølge venner ”uadskillelige”.
Forholdet var dog også turbulent, og den 32-årige kvinde havde ad flere omgange slået op for så at finde tilbage med fyren.

Dagen før hendes fatale spring var det dog fyren, der havde brudt med hende, fortæller venner ifølge det britiske medie. Om det har spillet en aktiv rolle i Jade Damarells beslutning om at tage sit eget liv, er myndighederne nu ved at undersøge.
Politiet har allerede oplyst, at man ikke betragter dødsfaldet som en kriminel handling, og at mindst ét vidne overværede, hvordan Jade Damarell ramte jorden med næsten 200 kilometer i timen. Jade Damarell blev erklæret død på stedet.