Krimi10. april 2024

32-årig skal i fængsel: Blottede sig for fremmede kvinder

Det koster en 32-årig mand en tur bag tremmer, efter han i sommer udsatte to kvinder for blufærdighedskrænkelse - han tog blandt andet på en 71-årige kvinde
Retten i Randers, onsdag den 6. april 2022.
Retten i Randers har dømt en mand for at have udsat to fremmede kvinder for blufærdighedskrænkelse sidste sommer.
 Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Kvindelig blotter dømt: Trak bukserne ned og flashede balder

En 32-årig mand har nu mærket konsekvenserne, efter han sidste sommer udsatte to kvinder for blufærdighedskrænkelse.

Det har Retten i Randers slået fast.

Østjyllands Politi skriver i en pressemeddelelse, at de havde tiltalt den 32-årige mand for at have udsat to forskellige kvinder for blufærdighedskrænkelse 7. juni sidste år.

Først gik det ifølge retten ud over en 71-årig kvinde klokken 20.45, da hun på Vejlbyvej i Allingåbro blev taget på bagdelen af den nu dømte gerningsmand, som herefter forlod stedet.

Senere på samme aften blev en 41-årig kvinde opsøgt af manden, hvor han trak sin penis frem og begyndte at onanere foran kvinden.

Retten har fundet manden skyldig i begge episoder, som bliver vurderet som værende blufærdighedskrænkelse af de to kvinder.

- Jeg glæder mig over, at retten var enig med Anklagemyndigheden i, at der var nok beviser for, at den 32-årige var gerningsmand i begge situationer, og at han nu er blevet dømt for sine blufærdighedskrænkende handlinger, siger specialanklager Jesper Rubow fra anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

Retten i Randers valgte at idømme manden 20 dages fængsel, som er betinget af, at den 32-årige skal være under tilsyn af kriminalforsorgen og muligt påbegynde misbrugsbehandling.

Den 32-årige blev derudover dømt til at skulle betale en erstatning på 5000 kroner til de to forurettede kvinder.

- Når politiet modtager en anmeldelse om en mulig blotter, er vedkommende ofte forsvundet fra gerningsstedet, inden en patrulje kan nå frem, da blotterne godt selv ved, at deres handlinger er krænkende og strafbare.

- Derudover kan signalementet af en blotter oftest være sparsomt, da ofrene ikke som udgangspunkt har lyst til at se mere end højst nødvendigt. Derfor er jeg tilfreds med, at den 32-årige nu er blevet dømt for sine strafbare handlinger, forklarer specialanklager Jesper Rubow.

Den nu dømte valgte at modtage dommen.

Sponsoreret indhold