Krimi4. maj 2023 (opd. 4. maj 2023)

32-årig sigtet i Emilie Meng-sagen: Skal ikke for retten

Politiet vil ikke have en domstol til at vurdere deres beviser i sagen endnu
Denne 32-årige mand er sigtet for at have frihedsberøvet og begået seksuelle krænkelser mod 13-årig.
Denne 32-årige mand er sigtet for at have frihedsberøvet og begået seksuelle krænkelser mod 13-årig.
 Foto: Privat

Selv om en 32-årig mand, der er fængslet for bortførelse og voldtægt af en 13-årig pige, også er blevet sigtet for at have dræbt 17-årige Emilie Meng, vil anklagemyndigheden endnu ikke have en dommer til at vurdere grundlaget for mistanken mod manden i den sag.

Det fortæller specialanklager Susanne Bluhm til Ritzau.

Manden er varetægtsfængslet i bortførelsessagen frem til 11. maj. Her skal der efter planen afholdes et nyt retsmøde, så en dommer kan vurdere, om der stadig er grundlag for at frihedsberøve den 32-årige.

Selv om den 32-årige er blevet mødt af nye sigtelser i to alvorlige sager siden grundlovsforhøret i april, vil specialanklageren ikke bede om, at den 32-årige også varetægtsfængsles for de to sager.

Dermed vil anklagemyndigheden endnu ikke få en vurdering af, om mistankegrundlaget mod manden er stærkt nok til også at fængsle ham i de sager.

De nye sager drejer sig om bortførelse, voldtægt og drab på 17-årige Emilie Meng, der i sommeren 2016 forsvandt fra Korsør Station efter en bytur, samt en sag om overfald og voldtægtsforsøg mod en 15-årig efterskolepige i Sorø i november i fjor.

Specialanklageren er tavs, når det kommer til spørgsmålet om, hvorfor hun ikke den 11. maj vil bede dommeren vurdere de nye sigtelser.

Men inden hvert retsmøde tager anklagemyndigheden stilling til, hvad der skal præsenteres, siger hun dog.

Manden sidder allerede varetægtsfængslet. Han blev den 17. april fængslet i bortførelsessagen, som han erkender sig delvist skyldig i.

Det er dog uvist, hvad det nærmere er, han erkender, og hvad han bestrider i sigtelsen mod ham i den sag.

Ved grundlovsforhøret i april afgjorde dommeren, at den sigtede ved næste frist - 11. maj - ikke skulle møde fysisk op i retten, men at han kunne være til stede i retsmødet via en videoforbindelse fra det sted, han sidder fængslet.

Der afholdes ikke retsmøde den 11. maj, hvis den 32-årige frivilligt går med til at lade fængslingen forlænge for en periode.

Om det sker, kan hans forsvarer, advokat Karina Skou, ikke sige torsdag. Det bliver først afgjort, når vi er nærmere datoen, oplyser hun.

/ritzau/

Sponsoreret indhold