En 32-årig mand fra Horsens er torsdag blevet dømt for seksuelle krænkelser og overgreb mod sin egen mindreårige søn.
Manden er blandt andet kendt skyldig i voldtægtsforsøg mod drengen, da barnet var halvandet år gammel.
Det skriver Horsens Folkeblad.
Faren filmede og fotograferede overgrebene på sønnen, der ifølge tiltalen fandt sted i perioden mellem oktober 2022 og juni 2024, og delte materialet med andre.
Han er idømt fængsel i fem år og seks måneder i Retten i Horsens. Han ankede dommen på stedet.
Manden er uddannet pædagog og var ansat på et bosted for børn og unge med mentale og kognitive udfordringer.
Han er også dømt for at have udsat en omkring 10-årig dreng for voldtægtsforsøg ved andet seksuelt forhold end samleje.
Også det overgreb blev filmet og delt, skriver mediet.
Den 32-årige er samtidig kendt skyldig i blufærdighedskrænkelse, da han onanerede i en minibus og filmede det, mens en anden 10-årig dreng fra institutionen sad på bagsædet.
Manden har delvist erkendt overgrebene. Han nægter voldtægtsforsøget mod sønnen, skriver mediet.
Den dømtes forsvarer, Jørn Brandenhoff Schmidt, sagde blandt andet i retten, at manden, der "erkender og angrer", har forklaret, at han "tænder på at tænde andre".
Forklaringen er ifølge advokaten troværdig, da de forurettede ikke har kunnet afgive forklaring.
- Han forklarer også, at sønnen ikke vidste, hvad der foregik, og det gjorde de andre drenge heller ikke. Derfor er det selvfølgelig en strafovertrædelse, men det er positivt, at de forurettede ikke forstår alvoren af det, sagde forsvareren.
Manden er desuden indtil videre frakendt retten til at arbejde med børn og unge.
Anklager Michelle Jønsson mente i retten, at den 32-årige skulle idømmes 5 år og 11 måneders fængsel.