Krimi14. august 2023 (opd. 14. august 2023)

30-årig mistænkt for blufærdighedskrænkelse: Sneg sig ind på hotelværelser

Manden blev anholdt søndag morgen mistænkt for gentagne blufærdighedskrænkelser på hotel i København
30-årig anholdt for blufærdighedskrænkelse
En 30-årig mand fremstilles i grundlovsforhør. Han er mistænkt for blufærdighedskrænkelser begået på et hotel i København.
 Foto: Colourbox

En 30-årig mand, der søndag morgen blev anholdt og mistænkt for flere tilfælde af blufærdighedskrænkelse på et hotel i København, er blevet varetægtsfængslet frem til 7. september.

Han er fængslet for i to tilfælde – tirsdag og lørdag i sidste uge – at beføle sovende hotelgæster på hotellet Cabinn på Arni Magnussons Gade, mens de sov.

I begge tilfælde er der tale om kvinder.

I første tilfælde skulle han have befølt en kvinde i skridtet, mens han ved anden episode skulle have befølt en kvinde på den øverste del af brystet.

Ved grundlovsforhøret forklarede den 30-årige, at havde boet på hotellet fra den 7. august for at være tættere på sin familie.

Han fortalte desuden, at et nøglekort, politiet fandt i forbindelse med anholdelsen, var på værelset da han tjekkede ind.

En ansat på hotellet har bekræftet over for politiet, at de nøglekort, der blev fundet, passer til de to værelser, hvor blufærdighedskrænkelserne skulle være fundet sted.

Den 30-årige mand fortalte videre, at han ryger omkring ti gram hash om dagen, og at han var påvirket, da han 12. august var kommet til at gå ind på et forkert værelse, hvor døren stod åben.

Efter eget udsagn skulle han have undskyldt, at han var gået ind på et forkert værelse, da han opdagede det og have forladt det igen.

Han nægter at have befølt den kvinde, der lå og sov på værelset på brystet. Den første episode – hvor en kvinde blev befølt i skridtet – husker han ikke, men han nægter at have rørt hende.

Politiet fremviste under grundlovsforhøret en række stillbilleder fra en videooptagelse, som det mener stemmer overens med den 30-årige mand.

Manden er foruden sigtelserne om blufærdighedskrænkelse sigtet for besiddelse af ulovlige stoffer i to tilfælde.

Manden har flere domme bag sig, herunder flere forhold om blufærdighedskrænkelse og salg af narkotika.

Sponsoreret indhold