Krimi12. september 2023

30-årig dræbt: Nu er endnu en mistænkt anholdt

Politiet har anholdt en tredje mistænkt i sagen om drabet på en 30-årig
Politi massivt til stede ved Christiania lørdag den 26. august 2023. Politiet oplyser på Twitter, at flere personer er ramt af skud.. (Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix)
Politiet har anholdt en tredje mistænkt i sagen om drabet på en 30-årig rocker i Christiania. Det oplyser Københavns Politi.
 Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Politiet har anholdt en tredje mistænkt i sagen om drabet på en 30-årig rocker på Christiania. Det er et 26-årigt bandemedlem, oplyser Københavns Politi tirsdag formiddag.

Forbrydelsen fandt sted 26. august. Ved skyderiet nær Pusher Street gik to maskerede gerningsmænd ifølge politiet målrettet mod den 30-årige, der er knyttet til Hells Angels.

De forsvandt fra stedet på stjålne elcykler, har politiet tidligere oplyst.

Men også fire andre personer, der tilfældigt befandt sig på stedet, blev såret.

Drabet er tidligere blevet beskrevet som endnu et led i en aktuel konflikt mellem den ellers forbudte bande Loyal To Familia og Hells Angels.

Senest blev Hells Angels' klubhus på Svanevej i København i weekenden udsat for et angreb. En eksplosion knuste vinduer og ødelagde en metaltrappe.

Som en konsekvens af de farlige begivenheder besluttede Københavns Politi mandag at indføre et forbud mod ophold i tre HA-tilholdssteder.

I sagen om drabet på Christiania er to andre mistænkte i forvejen varetægtsfængslet.

Den ene er kun 18 år. Han sigtes for at have deltaget i planlægningen af forbrydelsen, men nægter sig skyldig. Såvel byretten som landsretten har vurderet, at mistanken er begrundet, og at der er grundlag for varetægtsfængsling.

Den anden er 28 år. I et retsmøde 1. september, hvor han blev præsenteret for sigtelsen, besluttede han at være tavs. Han ville ikke besvare spørgsmål.

Under den blodige konflikt har der tidligere været en episode i Møllegade, hvor en person blev gennembanket, har Ekstra Bladet berettet.

Sponsoreret indhold