En 29-årig mand er afgået ved døden efter en ulykke på en såkaldt UTV, der er et terrængående køretøj på fire hjul.
Ulykken fandt sted natten til søndag tæt ved Sunds, der ligger ved Herning.
- Vi fik en anmeldelse om, at en UTV, som er en ATV med førerkabine på, var kørt galt i sydlig retning på Skivevej, oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Rasmus Poulsen.
Politiet traf en 32-årig mand på ulykkesstedet. Han oplyste, at der manglede yderligere en mand.
- Vi iværksatte så en hundepatrulje, der fandt en person ligge livløs. Og selv om man forsøgte hjertelungeredning på stedet, stod hans liv ikke til at redde, siger han.
Politiet kender ikke årsagen til, at UTV'en forulykkede.