Krimi25. januar 2024

26-årige Darja Trepova idømt fængsel: Dræbte russisk militærblogger

Den 26-årige kvinde Darja Trepova er ved en russisk domstol idømt 27 års fængsel for drabet på en russisk militærblogger

en 26-årige kvinde Darja Trepova er ved en domstol i Skt. Petersborg idømt 27 års fængsel for drabet på en russisk militærblogger.

Han blev dræbt af en bombe under et arrangement på en café i den russiske storby i april sidste år.

Drabet på Vladlen Tatarskij var ifølge de russiske anklagere sat i værk af Ukraine.

Darja Trepova var en af de omkring 100 personer, der var til stede i caféen, da bomben dræbte Tatarskij.

Hun har erkendt, at hun gav ham en figur i gave. Han havde ifølge øjenvidner lavet sjov med det og kaldt figuren en "Gylden Vladlen".

Herefter eksploderede en sprængladning, der var gemt i figuren. Den dræbte ham øjeblikkeligt, mens alle tilhørere slap med livet i behold.

Trepova har erkendt, at hun gav Tatarskij den famøse figur. Men hun har under retssagen fastholdt, at hun troede, at den kun indeholdt udstyr til aflytning - ikke en bombe.

Hun har forklaret, at hendes føringsofficer var en mand i Ukraine. Han havde angiveligt sendt hende penge og instrukser i månederne op til angrebet.

Hun var selv motiveret af sin modstand over for den russiske invasion i nabolandet.

Domstolen i Skt. Petersborg har torsdag kendt hende skyldig i terrorisme og flere andre anklager.

Hendes forsvarere har under retssagen forklaret, at Trepova også er et offer. Hun sad få meter fra Tatarskij, da bomben eksploderede, og kunne nemt være blevet dræbt selv.

Anklagerne havde krævet hende idømt 28 års fængsel.

Den dræbte militærblogger - hvis rigtige navn var Maksim Fomin - havde over 560.000 følgere på det sociale medie Telegram. Han var kendt for sin støtte til præsident Vladimir Putins krig mod Ukraine.


Sponsoreret indhold