26-årig tiltalt for forsøg på mordbrand på Campus Djursland

En 26-årig mand er blevet tiltalt for et forsøg på en mordbrand på Campus Djursland i Grenaa i marts.
Det fremgår af et anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i.
Det har tidligere været fremme, at politiet mener, at det planlagte offer var en 19-årig mand, som var beboer på Campus Djursland.
I anklageskriftet er det beskrevet, at den forurettede opholdt sig på et badeværelse i en lejlighed.
Vedkommende blev ifølge anklageskriftet forbrændt flere steder på kroppen, og drabsforsøget mislykkedes kun, fordi det lykkedes manden at stikke af fra lejligheden.

Sagen er blevet rejst som en nævningesag af anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi. Dermed risikerer den 26-årige mindst fire års fængsel.
Er retten uenig i, at branden var et drabsforsøg, har anklagemyndigheden subsidiært rejst tiltale efter straffelovens paragraf 180.
Den betegnes som den alvorligste paragraf i straffeloven om brandstiftelse.


Ud over branden skal den 26-årige også have forsøgt at stikke en kvinde i halsen med en saks samme aften. Det mislykkedes.
I anklageskriftet kan man også læse, at anklagemyndigheden mener, at forbrydelserne helt eller delvist har baggrund i andres etnicitet, tro, handicap, seksuelle orientering eller lignende.