Krimi21. januar 2022

26-årig mand dømt for voldtægt: Sendte billede af offer til venner

Torsdag blev en 26-årig mand idømt et år og to månders fængsel for at have voldtaget en 22-årig pige efter en bytur i Aarhus
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20210217-151053-6-1920x1280we.jpg
 Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix

En 26-årig mand er blevet idømt et år og to måneders ubetinget fængsel for voldtægt, og for at have krænket kvinden ved at tage billeder af hende nøgen, mens hun lå på sengen.

Billederne sendte den 26-årige mand derefter videre til to venner.

Voldtægten fandt sted natten til den 10. juli sidste år i kvindens lejlighed i Aarhus.

Den 22-årige kvinde var under byturen sidste år blevet kraftigt beruset, og mødte her den 26-årige mand, som fulgte hende hjem.

De endte begge to i lejligheden, hvor den 26-årige mand voldtog den 22-årige kvinde ved at gennemføre et samleje med hende.

Kvindens bofælle befandt sig under voldtægten i et andet rum, hvor hun på et tidspunkt hørte den 22-årige kvinde råbe nej og komme med andre udbrud, der tydede på, at der skete noget mod hendes vilje.

Bofællen gik kort efter episoden ind til den 22-årige kvinde, der lå tilbage alene og så beruset, at hun var ukontaktbar. Manden havde på det tidspunkt forladt lejligheden.

TOG BILLEDER AF OFFERET OG SENDTE TIL VENNER

Politiet fandt frem til den gerningsmanden ved at kigge overvågningsbilleder igennem fra en bar, hvorefter han samme dag blev anholdt og varetægtsfængslet.

På den 26-årige mands mobiltelefon fandt politiet et billede af offeret, der var blevet taget mens kvinden lå nøgen på sengen.

Billedet havde han delt med to venner.

Derfor blev han ved Retten i Aarhus dømt for voldtægt samt at have krænket kvinden ved at have delt billederne af hende uden hendes samtykke.

- Kvinden var så påvirket af alkohol, at hun kun kunne huske nogle små glimt fra den aften, og at hun var udsat for noget ubehageligt, mens den tiltalte forklarede, at der var tale om frivillig sex. Men retten fandt altså, at den 26-årige ikke havde samtykke, da han gennemførte samlejet, og at der derfor var tale om voldtægt, siger specialanklager Dorthe Lysgaard.

Den 26-årige nægtede sig skyldig, og udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.

Sponsoreret indhold