Krimi25. januar 2022

25-årig fundet livløs på sti: To mænd anholdt

Tirsdag morgen har politiet på Københavns Vestegn anholdt to mænd for drabet på en 25-årig mand
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/politi_3_0_0.jpg
 Foto: Politi.dk

31. oktober blev en 25-årig mand fundet blødende på et stisystem i Hvidovre.

Kort efter afgik den unge mand som følge af sine kvæstelser ved døden.

Og nu er to mænd på 18 og 23 år så anholdt for drabet på den 25-årige mand.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Ifølge politiet var det 25-årige offer blevet udsat for meget grov vold. Obduktionen viste ifølge Ekstra Bladet spor af stump vold af en karakter, som førte til den unge mand død.

Han havde blandt andet skader i hovedet.

”Vi har efterforsket sagen i en længere periode, og på den baggrund er de to mænd her til morgen blevet anholdt. Efterforskningen af sagen er imidlertid ikke tilendebragt, og vi kan ikke udelukke, at der vil ske yderligere anholdelser. Af hensyn til den fortsatte efterforskning, har vi ikke mulighed for at give yderligere oplysninger her og nu. Dog kan vi sige, at vi vurderer at indtil flere personer har en viden om, hvordan denne alvorlige forbrydelse er begået. Og den viden bør man komme til os med”, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose.

Den ene af de to mænd blev anholdt i arresten, hvor han i forvejen sad varetægtsfængslet i en våbensag.

Københavns Vestegns Politi har siden starten af november efterforsket sagen, de har holdt kortene tæt på kroppen, men offentliggjorde et billede af en hvid Volkswagen Transporter, som den dræbte kørte i før drabet.

Den hvide bil blev efterfølgende kørt ud i vandet ud for Avedøre Holme i Hvidovre.

Begge mænd vil tirsdag blive fremstillet i grundlovsforhør, hvor anklagemyndigheden vil forsøge at få dørene lukkede.

Sponsoreret indhold