24-årig stjal en kvart million fra ældre kvinder

Fra sommeren 2016 til efteråret 2018 lykkedes det en nu 24-årig mand at stjæle omkring en kvart million kroner fra især ældre kvinder over hele landet.
Torsdag er han ved Retten i Sønderborg idømt et år og tre måneders fængsel for tyveri og databedrageri.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
I retten erkendte han tyverierne, der gik ud over i alt 25 ofre, som især var kvinder mellem 75 og 85 år.
Når kunderne skulle betale for deres varer i butikker, aflurede han deres pinkoder. Efterfølgende stjal han deres dankort fra deres indkøbskurve eller biler.
Med dankortet og den rigtige pinkode hævede han så kontanter på kortene.
Men i 2018 slap hans held op. Han blev anholdt i Sverige, hvor han fik en dom på to års fængsel for 15 lignende forhold.
Den 24-årige er rumænsk statsborger og blev sendt til afsoning i sit hjemland.
Sidste år fik Syd- og Sønderjyllands Politis udlændingekontrolafdeling udleveret ham fra Rumænien, så han kunne blive retsforfulgt for den kriminalitet, han begik i Danmark.
Han erkendte sig som nævnt skyldig og accepterede den udmålte straf.