24-årig sigtet for drab på to kvinder i Brabrand: Er blevet løsladt

En 24-årig mand, der er sigtet for drab to kvinder ved forgiftning og har siddet varetægtsfængslet siden september, er blevet løsladt.
Det oplyser mandens advokat, Niels Lyhne, til Århus Stiftstidende, hvori det også fremgår, at advokaten forventer, at sigtelserne for drab vil frafalde.
– Sigtelserne for drab er ikke formelt frafaldet, men jeg forventer, at det snart vil ske.
En 18-årig kvinde blev i starten af september fundet død på mandens adresse. Siden kom det frem, at en 23-årig kvinde en måned forinden omkom på samme adresse.
I sigtelsen kom det frem, at politiets teori var, at kvinderne havde mistet livet som følge af forgiftning.
- Lige fra min klient blev varetægtsfængslet i grundlovsforhør 4. september, har det været klart, at dødsfaldene skete i et misbrugsmiljø, og der har ikke været nogen beviser for, at min klient har forsøgt at slå kvinderne ihjel, skriver Niels Lyhne til Århus Stiftstidende.
Politiet betegnede det i første ongang som et mistænkteligt dødsfald, men så blev den unge mand altså senere sigtet for drab.
Østjyllands Politi bekræfter også i en pressemeddelelse, at den 24-årige mand er blevet løsladt.
- Efterforskningen har ikke bestyrket, at der er tale om to forsætlige drab. Østjyllands Politi har derfor vurderet, at der ikke længere er behov for varetægtsfængsling af manden, som blev anholdt den 3. september, skriver politiet.
De skriver ligeledes at sigtelsen er oprethold og at efterforksningen fortsætter.