En 28-årig mand er anholdt og sigtet for drab på en 24-årig kvinde, som mandag aften blev fundet død på en adresse uden for Grenaa på Djursland.
Manden har været fremstillet i grundlovsforhør tirsdag aften og er blevet varetægtsfængslet i fire uger til og med 24. juni.
Det siger vagtchef ved Østjyllands Politi Dion Emdal til TV2 Østjylland.
- På den måde har politiet mulighed for at undersøge sagen nærmere, lyder det.
Ved grundlovsforhøret blev dørene lukket. Dermed kunne pressen ikke få indblik i sagens detaljer.
Men TV2 Østjylland skriver, at inden dørene blev lukket, fortalte dommeren, at politiet stadig mangler at afhøre flere vidner, og at de leder efter "effekter" i området.
Det var blandt årsagerne til dørlukningen. Dommeren lagde ifølge mediet også vægt på, at der er tale om en alvorlig forbrydelse, og at efterforskningen er på et tidligt stadie.
Klokken 19.41 mandag aften modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en 24-årig var blevet fundet livløs på en adresse, hvor den 28-årige drabssigtede også var til stede.
Det var sundhedsmyndighederne, der var på adressen i en anden sammenhæng, der alarmerede politiet.
Politiet beskriver ikke relationen mellem den dræbte og den drabssigtede ud over, at de har et "forudgående kendskab" til hinanden.
Da politiet ankom til stedet, kunne de ikke udelukke, at der lå en forbrydelse bag kvindens død, og den 28-årige mand blev anholdt og taget med til en politistation til afhøring.
Manden er sigtet for formentlig at have kvalt eller på en anden endnu ukendt måde at have dræbt kvinden.
Ved grundlovsforhøret tirsdag nægtede manden sig skyldig, skriver TV2 Østjylland.
Kvindens pårørende er underrettet.
/>