23-årig døde efter at have spist pizza: Nu vil forældrene have sandheden frem
Han havde bestilt en pizza gennem den britiske takeaway-tjeneste Deliveroo til sin adresse i Newcastle.
Efter blot et par bidder af en chicken tikka masala pizza fra Daydal Pizza fik James Atkinson en allergisk reaktion.
Det beskriver James’ forældre på Crowdjustice, hvor de samler penge ind til en retssag.
James Atkinson var nemlig allergisk over for peanuts, og selvom han havde bestilt fra samme restaurant før uden problemer, gik det altså ikke denne gang.
Restauranten havde angiveligt brugt peanutpulver i James Atkinsons pizza, hvilket fik den 23-åriges hals til at hæve op.
James Atkinson nåede at tilkalde en ambulance. Det skriver Daily Mail.
Desværre stod hans liv ikke til at redde, og en time efter, at han tog den første bid, døde han.
James’ far Stuart Atkinson, 59, og hans mor Jill, 58, vil nu have undersøgt, om man kan lære af episoden. De mener, at ansvaret for deres søns død, skal placeres et sted.
Artiklen fortsætter efter billedet...
James Atkinson havde læst computervidenskab på Newcastle University. Foto: Crowdjustice
Ifølge James Atkinsons forældre var han altid meget opmærksom på sin allergi, som han havde kendt til siden teenageårene.
- Vi har fået at vide af politiet, at restauranten kan have byttet en ingrediens i hans pizza den dag, han døde, til et pulver indeholdende jordnødder. Vi vil gerne finde ud af, om det er korrekt, og i så fald, hvordan det kunne have fået lov til at ske, skriver forældrene på Crowdjustice.
De vil nu have skærpet retningslinjerne for, hvor tydelige allergenerne på takeaway-appen skal være.
Og de er ikke de eneste. Også Tanya Ednan-Laperouse, hvis datter døde som 15-årig i 2016 af et anafylaktisk chok, efter at hun spiste en Pret a Manger-baguette, kæmper for tydeligere deklarering.
Hendes 15-årige datter var allergisk overfor de sesamfrø, som var i baguetten.
- Det er afgørende, at efterforskningen når ind til kernen af, hvem der sætter retningslinjerne for virksomhedsgiganter som Deliveroo, Just Eat og Uber Eats, når det kommer til fødevaresikkerhed.
Dengang nyheden om James Atkins død kom frem forklarede restaurantens ejer Gulfam Ulhaq, hvor stort et chok det var.
- Jeg blev virkelig chokeret, da politiet fortalte mig, at han var død, og at han kun var 23 år gammel. Det er meget, meget trist. Vi er alle i chok.
Han mente dog, at takeawayappen Deliveroo havde meget tydelig information om allergener og fødevarehygiejne, forklarede han dengang til BBC.