Krimi3. juli 2022 (opd. 4. juli 2022)

22-årig mand anholdt efter skyderi i Fields: Flere dræbte

Politiet kan endnu ikke udelukke, at der er tale om terror, fortæller de på pressemøde søndag aften
Mistænkt i skyderiet i Fields
En række billeder af den samme mand deles lige nu på nettet. Her kan man se ham med, hvad der ligner en riffel.
 Skærmdump

Politiet har anholdt en 22-årig etnisk dansker efter et skyderi i Field's og kan ikke afvise, at der er tale om terror.

Det siger Københavns chefpolitiinspektør, Søren Thomassen, på et pressemøde.

– Vi efterforsker det som en hændelse, hvor vi ikke kan afvise, at det er terror, siger Søren Thomassen.

Han vil ikke komme ind på, hvad motivet til skyderiet kan være.

Den formodede gerningsmand blev anholdt uden for Field's, kort efter at politiet ankom.

Politiet vil ikke oplyse, om vedkommende i forvejen er kendt af politiet. De vil heller ikke oplyse detaljer om gerningsvåbnet.

HAR DU DET SVÆRT?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.

Ring til Livslinien på 70 201 201.

Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.

Søren Thomassen kan ikke afvise, at der er flere gerningsmænd, men det er der ikke noget, der indikerer i øjeblikket.

– Vi har ingen oplysninger nu, der kan bekræfte, at det er sket i forening med andre, siger Søren Thomassen.

Det er ifølge politiet for tidligt at sige noget om motivet. Det er også for tidligt for chefpolitiinspektøren at komme ind på, om politiet har modtaget information, som kunne indikere, at et angreb var på vej.

Politiet er dog massivt til stede. Ikke bare ved Field's, men også i hele København og flere steder på Sjælland, siger Søren Thomassen.

Butikker og andre forretninger i Field's opfodres til at sikre og sende videoovervågning til politiet.

Politiet fortæller, at der er flere sårede og dræbte, men oplyser ikke præcis hvor mange.

Sponsoreret indhold