Krimi31. januar 2023

22-årig kvinde skyldig: Begik grov vold mod sit spædbarn

Retten i Holbæk har tirsdag afsagt kendelse i en forfærdelig sag, hvor en 4 måneder gammel dreng blev udsat for grov vold
En 22-årig kvinde er tirsdag blevet kendt skyldig grov vold, som blev begået mod hendes fire måneder gamle baby.
En 22-årig kvinde er tirsdag blevet kendt skyldig grov vold, som blev begået mod hendes fire måneder gamle baby.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

SENESTE NYT: Den 22-årige kvinde er blevet idømt fem års fængsel, hvilket fik kvinden til at bryde sammen i retten

En 22-årig kvinde er kendt skyldig i grov vold mod sin fire måneder gamle dreng, som har ført til, at barnet har fået en varig og svær hjerneskade.

Skyldkendelsen er afsagt af et enigt nævningeting ved Retten i Holbæk tirsdag.

Volden har bestået i, at hun to gange i november 2021 ruskede eller klemte barnet. Det er sket, mens hun befandt sig i to forskellige sommerhuse på Sjælland. Den 22-årige har under sagen nægtet sig skyldig.

Kvinden har selv kontaktet alarmcentralen efter de gange, hvor barnet ifølge retten blev udsat for vold.

Det skyldes ifølge hendes egen forklaring, at barnet havde vejrtrækningsproblemer. Hun blev ved et tidligere retsmøde spurgt ind til, om hun kan have rusket eller vugget ham hårdt i panik.

- Nej. Jeg vuggede ham tilpas og ikke for hårdt, da jeg godt ved, at han er lille og skrøbelig, svarede hun.

Den 28. november 2021 kontaktede kvinden for anden gang den måned alarmcentralen, da barnet ifølge hende havde vejrtrækningsproblemer. Her kom redningsmandskab ud til et sommerhus i Højby, hvor drengen var svært tilskadekommen.

Retslægerådets vurdering

Retslægerådet har afgivet en udtalelse i forbindelse med sagen, og af den fremgår det, at drengen har været udsat for vold ad to omgange. Volden er efter Retslægerådets vurdering sket, ved at drengen er blevet klemt på brystkassen og ved rusk.

Det vurderes videre, at drengen var i overhængende livsfare, da redningsmandskabet dukkede op. Han havde hjertestop og kunne ikke trække vejret.

Han var død, hvis ikke lægefaglige medarbejdere kom til stedet, mener rådet.

Retten lægger Retslægerådets vurdering til grund for skyldkendelsen. Det fortæller retsformanden, mens den 22-årige kvinde bryder ud i gråd.

Kvinden har under sagen selv forklaret, at hun var alene med sin søn i de to sommerhuse i november 2021, fordi faren var i Skotland. Det har faren ligeledes forklaret i retten.

Straffes med fem års fængsel

Tirsdag eftermiddag fik den 22-årige kvinde så sin endelige dom

Hun er blevet idømt fem års fængsel for at have begået grov vold mod sit spædbarn.

- Vi har navnlig lagt vægt på, at du er kendt skyldig i to tilfælde af grov vold mod din søn, siger retsformanden under domsafsigelsen.

Kvinden bryder sammen, idet dommen afsiges. Efter domsafsigelsen træder den 22-årige ud af retslokalet med sin forsvarsadvokat for at tale om afgørelsen. De vender kort efter tilbage.

- Den (dommen, red.) ankes med påstand om frifindelse. Subsidiært formildelse, lyder det fra forsvarer Anders Rohde.

Kvinden har under hele sagen nægtet sig skyldig, men hun blev tidligere tirsdag dømt skyldig i to tilfælde af grov vold. Volden har givet sønnen varig og svær hjerneskade.

Anklager Maria Jepsen gik i sagen efter en fængselsstraf på mindst fem år. Dommen flugter dermed med hendes strafpåstand.

Under sin procedure lagde hun vægt på, at drengens skader var "omfattende" og "invaliderende". I dag har han blandt andet problemer med at synke, og han har kun lige lært at få øjenkontakt, fortalte hun.

- Derfor vejer skaderne meget tungt, når man skal vurdere straf i denne sag, sagde hun.

Anders Rohde argumenterede for en straf på maksimalt to års fængsel.

Han begrundede blandt andet strafpåstanden med, at der ikke var fundet synlige skader på barnet. Dermed er der ikke noget, der indikerer en hårdhændet behandling af spædbarnet, mente han.

- Synlige skader, skal de veje tungere end skader i hjernen? Det mener jeg ikke, de skal, lød det fra Maria Jepsen.

Anklager og forsvarer var dog enige så langt, at den 22-årige ikke har haft til hensigt at skade sit barn.

Kvinden var i kontakt med alarmcentralen begge de gange, hun er dømt for at have udsat sit barn for vold. Det skyldtes, ifølge hendes forklaring i retten, at sønnen havde vejrtrækningsproblemer.

Retslægerådet har i sagen vurderet, at drengen blev udsat for vold ad to omgange, og at den bestod i klem på brystkassen og ved rusk.

Kvinden er flere gange under sagen blevet spurgt ind til, om hun kan have rusket ham hårdt, fordi hun gik i panik over vejrtrækningsproblemerne.

Det har hun pure nægtet og har flere gange understreget, at hun altid var opmærksom på, at barnets hoved skal holdes i ro, når det vugges.

Foruden fængselsstraffen blev kvinden dømt til at betale 114.000 kroner til sin søn.

Sponsoreret indhold