Krimi5. september 2020

21-årige Sofie forsvandt: Nu taler forældrene ud

I nat kunne familien til den 21-årige Sofie ånde lettet ud, da en cyklist fik øje på hende, efter at hun havde været forsvundet siden onsdag morgen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/reality-01102018.jpg
 Foto: Politi.dk (Arkivfoto)

Natten til lørdag kunne forældrene til den 21-årige Sofie fra Viby igen trække vejret, efter at deres datter havde været forsvundet siden onsdag morgen.

En cyklist stødte tilfældigvis på hende omkring klokken 01 i nat, og tidligere i dag kunne Østjyllands politi bekræfte, at Sofie igen var blevet genforenet med sine forældre.

- En god borger fandt hende, og hun er nu sammen med sin familie igen, lød det tidligere i dag fra politiet på Twitter.

Nu takker hendes forældre alle dem, der hjalp med den intense eftersøgning.

- Vi er alle meget lettede over at have Sofie tilbage i god behold og er utrolig rørt og taknemmelige over al den støtte og hjælp vi har fået fra familie, venner, bekendte, naboer, kollegaer, frivillige, politiet, hjemmeværnet og organisationen Missing People, skriver forældrene i en skriftlig besked til TV 2 Østjylland.

- Vi håber på forståelse for, at Sofie og familien nu har brug for ro, og at folk vil hjælpe os med at tage ophængte plakater ned, lyder det videre fra familien.

Forsvundet i mere end to døgn

Det var onsdag morgen, den 21-årige kvinde gik fra sit hjem i Viby og siden vidste ingen, hvor hun var henne.

Både hunde, helikoptere og Hjemmeværnet hjalp til med at lede efter Sofie.

Under eftersøgningen af den unge kvinde lød det dog fra politiet, at der ikke var noget, der tydede på, at der skulle være sket en forbrydelse, og det fastholder vagtchefen stadig.

Vagtchefen ønsker dog ikke at komme nærmere ind på, hvorhenne den unge kvinde befandt sig, og hvad hun har foretaget sig siden onsdag. Det oplyser Ekstra Bladet.

Sponsoreret indhold