Krimi12. november 2021
21-årig mand dræbte sin far med hammer
Retten i Hjørring afviser påstand fra 21-årig mand om, at han handlede i nødværge
Af Ritzau

Foto: Jesper Sunesen
En mand på nu 21 år er blevet kendt skyldig i at have dræbt sin far i Hjørring. Han brugte en hammer.
Et nævningeting i Retten i Hjørring har afsagt kendelse i sagen fredag, skriver nordjyske.dk og BT.
Under sagen har den tiltalte tilstået, at han slog sin 53-årige far med hammeren og derefter strammede et bælte om hans hals. Men han har hævdet, at der var tale om nødværge.
Den påstand afvises dog af retten.
Forbrydelsen skete først på aftenen 24. juli sidste år. Fire dage senere blev sønnen anholdt og sigtet.
I næste uge falder afgørelse om straffen.