20-årig på flugt fra politiet: Nu er han anholdt i lufthavnen

Søndag forsøgte en 20-årig mand, der længe har været på flugt fra politiet, at rejse ind i Danmark.
I Københavns Lufthavn blev manden, anholdt af betjente fra Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi.
Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Den 20-årige er sigtet for et skuddrab, der blev begået den 28. december 2021 i Brøndby Strand. Her mistede en ung mand livet.
Københavns Vestegns Politi eftersøgte dagen efter skyderiet den 20-årige og en 25-årig mand for drabet. Den 25-årige meldte sig selv til politiet i sidste uge.
- Vi har nu anholdt de to personer, som vi har efterlyst i sagen. Efterforskningen i denne sag er ikke færdig, men det er klart, at vi er tilfredse med, at disse anholdelser nu er foretaget, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose.
Artilen fortsætter under billedet...

Den 20-årige forsøgte søndag at rejse ind i Danmark. Her arbejder politiet ved gerningsstedet. Foto: Presse-fotos.dk
Den 20-årige bliver fremstillet i grundlovsforhør her til morgen i Retten i Glostrup.
Her vil anklagemyndigheden begære lukkede døre.
Begge de drabssigtede mænd er i forvejen kendt af politiet og er tidligere straffet.
Den 20-årige blev varetægtsfængslet af dommeren i Glostrup frem til 2. februar.