Krimi2. august 2023

2-årige Émile har været væk i tre uger: - Vi ved stadig ikke, hvad der er sket

Den franske by Le Vernet har stået på den anden ende siden 8. juli, hvor den toårige dreng Émile forsvandt sporløst
2-årige Émile forsvandt sporløst 8. juli. Siden har politiet ledt intensivt efter den lille dreng.
2-årige Émile forsvandt sporløst 8. juli. Siden har politiet ledt intensivt efter den lille dreng.
 Foto: Ritzau Scanpix/Gendarmerie National

Dagene går langsomt i disse sommermåneder, men de går nok nærmere i slowmotion for en lille familie i Frankrig.

De savner snart på fjerde uge deres 2-årige søn Émile, som forsvandt sporløst 8. juli.

Det franske politi har siden den lille drengs forsvinden søgt intensivt efter Émile, men endnu uden held til at finde frem til ham.

Det ser dog ikke ud til, at efterforskningen er gået helt i stå - flere indbyggere i Le Vernet melder om aktivitet i området, hvor droner fra gendarmeriet er blevet observeret.

Det skriver det lokale medie La Provence.

Udover dronerne har indbyggerne ligeledes set et stort antal betjente og politihunde i området, hvor lille Émile er forsvundet fra.

I sidste måned gik efterforskerne ellers helt i bund i området, hvor de blandt andet gennemsøgte hele 12 hektar land - dog uden at blive klogere på den mystiske sag.

Begrænset adgang

Byens borgmester, Francois Balique, forlængede i går den begrænsede adgang til det område, hvor drengen forsvandt fra. Det blev i første omgang indført for at lette politiets opklaring af sagen.

Den lille by Le Vernet blev i 2015 ramt af en stor tragedie, da et rutefly styrtede ind i et nærtliggende bjerg og omdannede byen til en midlertidig sørgeplads for de mange pårørende, som strømmede til byen.

- Det var et helt andet scenarie i 2015, hvor vi hurtigt blev klar over de tragiske omstændigheder bag ulykken.

- Det her er noget helt andet. Alle i byen kender familien til lille Émile, og vi aner stadig ikke, hvad der er sket og hvorfor, har borgmesteren udtalt om sagen.

I sidste måned kom det frem, at fransk politi blandt andet arbejder ud fra en teori om, at den lille dreng er blevet kørt ned og siden gemt af vejen.

Politiet håber fortsat at kunne frem til Émile i live.

Sponsoreret indhold