Krimi3. marts 2023

19-årig voldtog 65-årig kvinde: Nu skal han fem år i fængsel

En ung mand er fredag blevet fundet skyldig i voldtægt og voldtægtsforsøg af en 65-årig kvinde
Retten i Holstebro har idømt en 19-årg mand fem års fængsel for voldtægt af en 65-årig kvinde. 
Retten i Holstebro har idømt en 19-årg mand fem års fængsel for voldtægt af en 65-årig kvinde.
 Foto: Norde Ernst Van/Ritzau Scanpix

En 19-årig mand er fredag blevet idømt fem års fængsel for en voldtægt og et voldtægtsforsøg begået mod en nu 65-årig kvinde i juli 2022 i kvindens hjem.

Det har Retten i Holstebro afgjort, skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 19-årige tilstod, at han var trængt ind i kvindens hjem gennem en ulåst dør for at voldtage hende. Han er også dømt for at have frihedsberøvet kvinden, da han voldtog hende.

Voldtægten fandt sted om natten.

Manden blev efterlyst efter episoden, men en måned senere forsøgte han igen at trænge ind på kvindens bopæl for at voldtage hende. Her blev han dog mødt af en låst dør, og derfor lykkedes det ham ikke.

Selv om sagen blev ført som en tilståelsessag, ankede den dømte på stedet straffen. Han mener, at den er for hård.

Omvendt mener senioranklager Flemming Hother, at straffen burde skærpes.

- Fem års fængsel er væsentligt mindre, end anklagemyndigheden forventede. En voldtægt er altid alvorlig, og her er den dømte trængt ind i en anden persons hjem og har begået voldtægt – og forsøger endda senere at vende tilbage for at gentage ugerningen, siger han i pressemeddelelsen fra politiet.

Derfor forventer han at indstille til statsadvokaten, at anklagemyndigheden skal forsøge at få skærpet straffen i Vestre Landsret, lyder det.

Ifølge TV Midtvest forklarede den unge mand i retten, at han var gået forbi huset flere gange og vidste, at der boede en kvinde.

Han forklarede, at formålet med at gå ind i huset var at have samleje, skriver mediet.

Sponsoreret indhold