Krimi29. september 2021

19-årig under afhøring: Erkendte drabet på Nicoline

Den 19-årig, som sidder tiltalt for drabet på Nicoline, erkendte under afhøring at have dræbt sin 20-årige veninde
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Under en afhøring i november erkendte den i dag 19-årige drabstiltalte, at han stod bag det voldsomme drab på Nicoline.

Den unge kvinde blev i juli fundet kvalt eller stranguleret og tæsket i en lejlighed på Københavnsvej i Køge.

En erkendelse, der senere blev trukket tilbage. I dag i retten fortæller han, at han kun erkendte drabet, fordi hans forsvarer fortalte ham, at hans besøgs- og brevkontrol i så fald ville blive ophævet´.

- Det hele er falsk, det var noget jeg sagde, så jeg kunne tale med min familie.

- Hvorfor erkende noget, du ikke har gjort?, spurgte anklageren.

- Jeg sad inde i vestre, jeg var 18 år og ville virkelig gerne bare tale med mine forældre, uden der var andre til stede, sagde han i retten.

Erkendelsen blev ifølge anklageren trukket tilbage i maj, da den drabstiltalte fik ny forsvarer.

Under den "falske" erkendelse skulle den 19-årige have forklaret, at han aftalte drabet med den anden tiltalte i sagen, fordi Nicoline havde talt over sig i forbindelse med en narkohandel.

"Skaf dig af med hende", skulle den 23-årige medtiltalte blandt andet have skrevet i en besked.

Ligesom den i dag 19-årige skulle have skrevet:

"Puha, jeg er bange for, at hun skriger".

Afhørte forklarede under erkendelse ifølge afhøringsrapporten altså, at der aldrig havde været to andre personer på stedet, men at det var ham der kvalte og tæskede den 20-årige Nicoline.

- Og ja så var jeg blæst på kokain, og ja så skete det, skulle han ifølge afhøringsrappporten som anklageren læste op af i retten, have forklaret.

Men den dag i dag i retten i Roskilde er den unge mand dog tilbage til en af sine første forklaringer og afviser pure, at der skulle være nogen sandhed i erkendelse.

Den dengang 18-årige nægtede fra start sig skyldig i drabet.

Nu forklarer han - ligesom han også gjorde inden erkendelsen - at der den 14. juli kom to personer - angiveligt fra rockerklubben Satudarah - for at give Nicoline en omgang.

Imens de rumsterede inde i lejligheden, gemte han sig i haven.

- Jeg går på et tidspunkt tilbage. Så opdager jeg, at hun ligger gennemsmadret derinde – jeg tjekker, om hun er død.

- Først tog jeg min telefon, tager et billede og sender til x (den anden tiltalte) og spørger, hvad der foregår.

- Jeg trak Nettoposen over hovedet på hende. Hun var jo gul og blå i hele ansigtet. Og så låste jeg døren til værelset.

Både den 23-årige og den 19-årige nægter sig i dag skyldige i drabet. Rasmus Sølberg, der er forsvarer for den ældste, har advaret om, at hans klient formentlig ikke kommer til at udtale sig.

Om eftermiddagen 14. juli modtog politiet et opkald fra den ældste tiltalte i sagen. Han fortalte, at han havde modtaget et billede af den unge kvinde på Snapchat og bad politiet skynde sig til adressen i Køge.

- Han sælger coke, og hun har stukket ham, de kender hinanden derfra, fortalte den dengang 22-årige til politiet.

Billedet viste den 20-årige Nicoline. Hun var blevet slået i hovedet og kvalt eller stranguleret i lejligheden, der ligger oven på en thai-restaurant.

Da politiet ankom til stedet på Københavnsvej blev Nicoline fundet livløs i lejligheden med en pose over hovedet.

Klokken 16.33 blev hun erklæret død af ambulancelægen.

Sponsoreret indhold