Krimi13. september 2021

19-årig mand smed tøjet i Kvicklys dametøjsafdeling

Den unge mand havde en ulovlig kniv med sig, da han trådte ind i dagligvarebutikken
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

De morgenfriske kunder i Kvickly på Kvægtorvet i Næstved kommer næppe til at glemme dén indkøbstur, de havde i søndags, lige foreløbigt.

En 19-årig mand - som i øvrigt var meget beruset - havde forvildet sig ind i dagligvarebutikken klokken 07.07.

Den unge mand fra Næstved var dog ikke ude efter flere alkoholiske varer eller chips til de kommende tømmermænd.

Derimod bevægede han sig ned til forretningens dametøjsafdeling, hvor han pludseligt smed tøjet.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Hel nøgen stod han dog ikke. Han beholdt nemlig sine underbukser på.

Da den næsten nøgne teenager nægtede at forlade butikken, blev politiet nødt til at træde til og hjælpe ham ud.

Efter politiet var blevet tilkaldt, opdagede de endnu en potentiel overtrædelse af loven.

Politiet endte også med at sigte den 19-årige efter knivloven, da det viste sig, at han havde tabt en ulovlig kniv, da han gik ind i Kvickly.

Sponsoreret indhold