19-årig mand løsladt efter skyderi i Aalborg

En 19-årig mand, der natten til lørdag blev anholdt i forbindelse med et skyderi i det centrale Aalborg, er blevet løsladt.
Det oplyser Nordjyllands Politi til Ritzau.
- Han er stadig sigtet, men man har valgt ikke at fremstille ham i grundlovsforhør. Det er det, jeg kan sige om det, siger vagtchef Bruno Brix.
Hvorfor den 19-årige er blevet løsladt, og hvilken forbindelse han skal have til skyderiet, vil vagtchefen ikke oplyse.
Skudepisoden fandt sted fredag aften nær Hovedbiblioteket i Aalborg.
Politiet rykkede ud efter en anmeldelse klokken 19.18. Nogle timer senere omkring klokken 02.00 natten til lørdag blev den 19-årige anholdt.
Han mistænktes for at være impliceret i skyderiet, oplyste politiet.
Nordjyllands Politi vurderer, at der er tale om et opgør i det kriminelle miljø i Aalborg. Skuddene formodes at være tiltænkt en eller flere specifikke personer.
Politiet opfordrer borgere til at henvende sig, hvis de har set noget mistænkeligt, der kan have noget med skyderiet at gøre.
Vagtchef Bruno Brix oplyser endvidere, at politiet stadig leder efter en sort Volvo med grå fælge.
Politiet vil gerne høre fra folk, der har set en sådan bil køre fra området mod Østerbro.
Tidligere har et vidne ifølge TV2 Nord sagt, at en mand med elefanthue på hovedet kom ud af Hovedbiblioteket. Derefter blev en bil beskudt. Bilen fortsatte kørslen.
Et andet vidne har ifølge tv-stationen derimod fortalt, at der blev afgivet skud fra bilen.
Ingen er kommet til skade i forbindelse med skyderiet.