En 19-årig mand fra Ikast har lørdag erkendt at have begået et seksuelt overgreb på en niårig pige under Landsskuet i Herning.
Efter et grundlovsforhør ved Retten i Viborg er manden blevet varetægtsfængslet frem til 14. juli, skriver TV Midtvest.
Manden erkendte overgrebet, efter at sigtelsen mod ham var blevet læst op under retsmødet.
Sigtelsen vedrører voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.
Ifølge Anders Bøje Hansen, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, fik manden pigen med ind i et buskads.
Herefter skulle pigen være blevet befølt og udsat for overgrebet, der skete på et tidspunkt i løbet af fredag eftermiddag.
- Hun fortalte det til sin mor i går (fredag, red.) eftermiddags, og så har vi ledt efter ham, og så fandt vi ham i nat og anholdt ham, har vagtchefen forklaret.
Blandt andet den 19-årige mands personlige forhold skal ifølge TV Midtvest undersøges, før det besluttes, hvilken straf han skal idømmes.
Landsskuet i Herning foregår i år fra 3. til 5. juli. Det er en af Nordeuropas største dyreudstillinger, og den havde ifølge Messecenter Herning over 50.000 besøgende sidste år.