Politiklagemyndigheden efterlyser fortsat vidner i en sag fra Aalborg, hvor en 18-årig mand under en anholdelse kom alvorligt til skade.
Det oplyser Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP, mandag i en mail til Ritzau.
Den tilskadekomne var efter anholdelsen i første omgang tilsyneladende lam fra halsen og ned. Det har det norske medie VG tidligere skrevet.
Han blev opereret på et dansk hospital og er siden overført til fortsat lægelig behandling i Norge, hvor han kommer fra, rapporterede VG forleden.
Anholdelsen skete i Jomfru Anes Gård cirka klokken to natten til 15. juni.
Nordjyllands Politi besluttede at informere politiklagemyndigheden, som derefter indledte en efterforskning af, hvad der skete.
Enkelte vidner har allerede henvendt sig, oplyses det i mailen.
- Men vi vil fortsat gerne i kontakt med vidner, der har overværet episoden, skriver en specialkonsulent fra Politiklagemyndigheden til Ritzau.
Ønsket gælder adgang til fotos eller videoer af episoden, både før og efter politiets ankomst.
Jomfru Anes Gård grænser op til Jomfru Ane Gade, og flere personer befandt sig på stedet, da politiet rykkede ud.
VG har berettet, at den 18-årige var på bytur sammen med flere bekendte, og på et tidspunkt nåede gruppen frem til Zwei Grosse Bier Bar.
Den 18-årige gik ud for at trække frisk luft, men fik nej af dørmanden, da han ville ind igen. Herefter opstod der et skænderi, og politiet blev tilkaldt.
Den unge mand har sagt til det norske medie, at han blev kastet på jorden, og at hans hals derefter blev klemt.
20. juni blev han fløjet hjem til Danmark. VG skrev forleden, at hans tilstand er forbedret, men at han fortsat manglede førlighed i ben og højre arm.