Krimi23. august 2023

17-årig pige anholdt: Solgte kokain til ældre mænd

Der er tale om to mænd på henholdsvis 62 og 59 år
Det var civilklædte betjente, der skred ind.
Det var civilklædte betjente, der skred ind.
 Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En 17-årig pige er blevet anholdt og sigtet for narkosalg.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Det var Østjyllands Politis specialpatrulje, der mandag eftermiddag fik øje på den unge kvinde og to mænd, der viste sig at være henholdsvis 62 og 59 år.

Politikredsen skriver i døgnrapporten, at mændene stod ved en bil på en parkeringsplads i Tranbjerg, Aarhus.

Den unge kvinde sad bag rattet.

På et tidspunkt blev der udvekslet noget mellem dem, og her skred de civilklædte betjente ind.

Betjentene fandt en mindre mængde kokain i mændenes lommer. De to mænd erkendte, at de havde købt stofferne af den unge kvinde på 17 år.

Politiet fandt flere salgsposer med kokain og nogle tusinde kroner i kontanter i piges bil. Alt blev beslaglagt, mens kvinden blev anholdt og sigtet for narkosalg.

Derudover er den 17-årige sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da hun havde en mindre mængde tramadol på sig.

Hun kan nu også se frem til en sigtelse for at køre bil uden at have en ledsager med i bilen.

De sociale myndigheder og den unge kvindes forældre er blevet underrettet.

Sponsoreret indhold