Krimi14. september 2020

17-årig elev død: Alle sendt hjem

En bare 17-årig pige mistede søndag livet, derfor har hendes gymnasium valgt at aflyse undervisningen og sende alle hjem
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20200206-163310-5_38mb.jpg
 Foto: Ritzau Scanpix

Mandag er der helt tomt på Silkeborg Gymnasium. Alle elever er nemlig blevet sendt hjem, efter en 17-årig pige søndag mistede livet.

Det skriver TV Midtvest.

Ifølge tv-stationen blev alle skolens elever kontaktet søndag ved midnat, hvor de fik beskeden om, at undervisningen på skolen var aflyst i respekt for pigen og hendes sorgramte familie.

- Vi har modtaget en anmeldelse søndag, og en 17-årig pige er afgået ved døden. Vi startede undersøgelsen om sagen i går, og den fortsætter vi i dag, siger Michael Svendsen, der er politiassistent ved lokalpolitiet i Silkeborg, til TV Midtvest.

Det er dog endnu uvist, hvordan den 17-årige pige mistede livet. Skolens rektor, Erik Olesen, ønsker ikke at kommentere på dagen, men på hjemmesiden står der, at al undervisning mandag er aflyst.

"Vedr. dødsfald: Vi modtog sent i går aftes den ulykkelige besked, at en af skolens elever er afgået ved døden. Jeg respekterer afdøde og familien og al undervisning er derfor aflyst i dag mandag d. 14 september".

Der står yderligere på hjemmesiden, at det ikke er muligt at afholde en mindehøjtidelighed på grund af coronasituationen.

Den afdøde piges klasse samledes mandag på skolen med nogle lærere, deres studievejleder og skolens psykolog.

Sponsoreret indhold