Krimi12. marts 2024 (opd. 12. marts 2024)

17-årig dreng sigtes for at have voldtaget og dræbt 13-årig pige

Den anholdte 17-årige dreng sigtes for at have dræbt en 13-årige pige med slag og en mursten – han sigtes derudover for at have voldtaget hende forinden

En 17-årig dreng sigtes for at have voldtaget og dræbt en 13-årig pige mandag aften i Hjallerup nord for Aalborg.

Det fremgår, da sigtelsen læses op ved et grundlovsforhør ved Retten i Hjørring tirsdag eftermiddag.

Ifølge sigtelsen blev pigen slået med knyttet hånd og en mursten og kvalt i tidsrummet mellem klokken 20 og 22.10 mandag aften.

Den 13-årige pige blev mandag aften fundet svært kvæstet ved varmeværket i Hjallerup.

Det var pigens mor, der slog alarm, efter at hun havde fundet den svært tilskadekomne pige.

Da politiet kom frem, forsøgte man at genoplive pigen, men hendes liv stod ikke til at redde.

Den 17-årige blev anholdt mandag aften klokken 23.02.

Han nægter sig skyldig i anklagen om drab, men han erkender sig skyldig i vold med døden til følge.

Det oplyser drengens forsvarsadvokat, Niels Pedersen.

Da den 17-årige blev ført ind i retssal B i Retten i Hjørring kort før klokken 14, var hans hænder spændt fast i et bælte om livet.

En betjent løsnede på forsvarerens anmodning drengens hænder.

Han kiggede forvirret rundt i lokalet og sendte et nik til anklageren, Mette Bendix, i den modsatte side af lokalet.

Efter sigtelsen var læst op, anmodede anklageren om lukkede døre.

Det ønske valgte dommeren at imødekomme grundet den sigtedes unge alder og efterforskningen, der fortsat pågår.

Lukkede døre betyder, at pressen ikke kan overvære den sigtedes forklaring under grundlovsforhøret.

Sponsoreret indhold