En 16-årig pige er efter et grundlovsforhør i Retten i Holstebro mandag blevet fængslet i en sag om brandstiftelse på Thisted Rådhus.
Det skriver TV Midtvest, der er til stede i retten.
Pigen er sigtet for brandstiftelse ved rådhuset natten til søndag.
I grundlovsforhøret ønskede hun ikke at forholde sig til sigtelsen.
Ifølge TV Midtvest mistænkes pigen for at have stiftet brand ved at have sat ild til en container. Efterfølgende skal hun have brudt ind på rådhuset ved at kaste brosten gennem ruder og derefter sætte ild til bygningen ved hjælp af brandbare væsker.
Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, hvorfor det ikke er kommet frem, hvilke beviser politiet har mod pigen, og hvad hun eventuelt selv har forklaret.
Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi skriver også på X, at en 16-årig pige er fængslet i sagen i fire uger.
Hun har ikke kæret fængslingskendelsen.
Pigen blev anholdt søndag eftermiddag, og da ville politiet hverken oplyse køn, alder eller bopæl på hende.
Politiet oplyste dog, at det med anholdelsen mente at have opklaret sagen.
- Et rådhus er en demokratisk institution, som ikke skal angribes - når det er sagt, så betragter vi det som en enlig svale, og det er ikke sådan, at folk i Thisted skal gå og frygte noget, sagde vagtchefen i politikredsens søndag til Nordjyske.
Efter brandstiftelsen er der kommet sod- og røgskader flere steder i bygningen.
Selv om ilden hurtigt blev slukket, indebærer branden, at der er lukket på rådhuset i denne uge.
De borgere, der har tid i Borgerservice denne uge, vil få deres tider aflyst via sms.
I særlige tilfælde vedrørende pas, MitID og kørekort, kan man kontakte kommunen.
Det oplyste Thisted Kommune søndag på Facebook.