16-årig overfaldet på Roskilde: Fik hjerneblødning og mistede seks tænder

Foto: Kaspar Wenstrup

På Roskilde Festival blev flere glade festivalgæster pludselig vidne til et voldsomt trekants-drama.

En 16-årig dreng fra Ølstykke overfaldt nemlig en 20-årig kvinde, og det besvarede en 20-årig mand ved at overfalde den oprindelige voldsmand. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres pressemeddelelse.

Og nu melder politiet så om, hvor mange skader den kun 16-årige dreng pådrog sig.

Han har som minde fra årets festival seks tænder mindre i munden, og han er en hjerneblødning rigere. Det skriver politiet efter at have afhørt drengen, da lægebesøget var overstået.

Den 16-årige, som er blevet behandlet af en tandlæge, er fortsat sigtet i sagen for til at starte med at have tildelt den 20-årige kvinde et slag i ansigtet med knyttet næve.

Den 20-årige mand, som kommer fra Roskilde, er blevet afhørt og sigtet for legemsangreb af særlig rå og brutal karakter. Også kaldet grov vold.

Sagen vil blive afgjort på et senere tidspunkt.

Og det lader til, at politiet generelt har haft nok at se til på årets festival. 

En anden 17-årig dreng er blevet udsat for vold på festivalen, det beretter politiet i deres døgnrapport.

Han kontaktede politiet og forklarede, at han var gået igennem en camp, da han skulle hen til hegnet ved jernbanen for at tisse.

Flere personer i campen var dog blevet sure over, at den 17-årige gik igennem deres camp, og de tildelte drengen flere slag i ansigtet, så han fik skader i ansigtet og et flækket øjenbryn.

Politiet kom til campen og talte med flere vidner til overfaldet.

Gerningsmændene havde dog allerede forladt campen. Politiet skal nu undersøge sagen, herunder om de kan finde frem til de mulige gerningsmænd.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close