Krimi1. februar 2022

15 anholdt efter kæmpe narkoaktion i Køge

Efter længere tids efterforskning gennemførte Midt- og Vestsjællands Politi tirsdag morgen en kæmpe anholdelsesaktion i Køge
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20200715_mr_koegedrab_06_0.jpg
 Foto: Pressefotograf Mikael Rieck

15 personer er tirsdag blevet anholdt i en kæmpe aktion rettet mod narkohandel.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Aktionen, der fandt sted tirsdag morgen, har været koncentreret i området omkring Gymnasievej i den vestlige del af Køge.

I alt har politiet været til stede på 20 forskellige adresser.

Ifølge Jacob Olsen, der er vicepolitiinspektør i Midt- og Vestsjællands Politi, er personerne mistænkt for at have forbindelse til "et kriminelt miljø i Køge".

- Det er et kriminelt miljø i Køge, som vi har haft fokus på i et stykke tid. Vi har fået fat på alle de personer, som vi gik efter, og de er sigtet for narkohandel.

- Det er vores opfattelse, at salget af narko blandt andet er sket via Snapchat, siger han i pressemeddelelsen.

Politiet har i forbindelse med anholdelserne gennemført ransagninger af en række lejligheder og kælderrum. Her har politiet indtil videre gjort "mindre fund af kontanter og euforiserende stoffer", lyder det i pressemeddelelsen.

Kommunikationschef i Midt- og Vestsjællands Politi Thomas Kristensen oplyser til Ritzau, at det kriminelle miljø, de anholdte menes at have forbindelse til, ikke er en del af bande- eller rockermiljøet.

- Der er tale om et netværk, der er centreret omkring et boligområde, og det er vores opfattelse, at de har gjort sig skyldige i narkohandel, siger han.

Til gengæld har personerne i miljøet "forbindelser til København og kriminelle miljøer derinde", siger Thomas Kristensen til Berlingske. Han vil dog ikke uddybe det nærmere.

Forventningen er, ifølge politiet, at 12 personer tirsdag skal fremstilles i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. Det sker klokken 11 ved Retten i Roskilde.

Politiet oplyste klokken 8.45 tirsdag morgen, at det forventede at arbejde i området "et par timer endnu".

Desuden vil politiet tirsdag være til stede i området med en mobil politistation, hvor borgere kan henvende sig.

Sponsoreret indhold