15-årig dreng dræbt i knivstikkeri: Nu reagerer moren

LÆS OGSÅ: 15-årig elev dræbt i går: Nu mindes han
For præcis en uge siden blev en bare 15-årig dreng brutalt dræbt med kniv ved et busstoppested i Husum i København.
Nu reagerer moren til drengen på den tragiske hændelse.
Det gør hun i en tale til et mindearrangement af den dræbte. En tale, hun har delt på sin Facebook.
- Vi må spørge os selv: Hvad får en 14-årig til at tage en kniv frem og stikke den kniv i min søns hjerte? siger moren og fortsætter:
- Hvad er det, der fører til sådan en handling?

Rundt om hende står en masse mennesker, der lytter og viser sympati til moren.
Hun holder talen lige foran et hav af blomster, som er lagt for hendes nu afdøde søn.
Til de fremmødte har hun et helt klart budskab for at forhindre, at andre forældre skal miste deres børn til lignende forfærdeligheder.
- Restriktioner, påbud, straf og trusler. Det har aldrig nogensinde virket.
- Jeg tænker lidt, at vi som samfund, som forældre, som borgere i den her bydel skal spørge os selv, om det er en her og nu retsfølelse, vi gerne vil have, eller om det ikke er på tide, at vi i Danmark vil tage de unges mentale helbred mere alvorligt.
- Ønsker vi et hurtigt fiks, eller ønsker vi, at nogen er visionære og modige nok til at prioritere de beslutninger, der virker på lang sigt.
Den 15-årige dreng stod af ved Humlebjerg i onsdags, hvor han mødte nogle personer, og der opstod en ordveksling mellem dem.
Samtalen udviklede sig uheldigt, og den 15-årige dreng får herefter stukket en kniv i brystet. Han løber væk fra stedet, men falder om ved en nærliggende vej og afgår her ved døden.