Annonce
Krimi27. nov. 2023 (opd. 5. sep. 2024)

15-årig dreng dræbt af knivstik: Jævnaldrende sigtet for mord

En 15-årig dreng mistede livet i et knivstikkeri søndag i Grenaa. En jævnaldrende dreng er sigtet for drab
Af: Ritzau
Søndag blev en kun 15-årig dreng dræbt af knivstik på Grenaa Letbanestation. En jævnaldrende dreng er sigtet i sagen.
Søndag blev en kun 15-årig dreng dræbt af knivstik på Grenaa Letbanestation. En jævnaldrende dreng er sigtet i sagen.
 Foto: Presse-fotos.dk
Annonce

En 15-årig dreng skal i grundlovsforhør mandag formiddag, efter at et knivstikkeri søndag kostede en jævnaldrende dreng livet.

Det skriver Østjyllands Politi på det sociale medie X.

Grundlovsforhøret vil blive holdt ved Retten i Randers. Den 15-årige dreng er sigtet for manddrab, skriver politiet.

Søndag klokken 17.47 fik politiet en anmeldelse om et knivstikkeri ved Stationsplads i Grenaa, skrev politiet i en pressemeddelelse.

Det 15-årige offer blev hentet i ambulance kort efter anmeldelsen, men hans liv stod ikke til at redde.

- Det er voldsomt tragisk, at så ungt menneske er blevet dræbt, og det er naturligvis en sag, vi har arbejdet intensivt med siden anmeldelsen, sagde politiinspektør René Raffo i pressemeddelelsen søndag.

Annonce

I en pressemeddelelse mandag udtaler vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard, at de to drenge kender hinanden.

- Vi ser ingen tilknytning til bandemiljøet, og det er ikke et opgør i det kriminelle miljø, så det er ikke den retning, vi efterforsker. Det tyder på, at det er nogle stridigheder, der er eskaleret, men vi er i fuld gang med at afdække, hvad der er gået forud for drabet.

Annonce

En dommer skal ved grundlovsforhøret tage stilling til, om mistanken mod den 15-årige dreng er stærk nok til, at han skal varetægtsfængsles.

Unge under 18 år bliver typisk varetægtsfængslet i surrogat på en sikret institution.

Anklageren i grundlovsforhøret vil bede om lukkede døre.

Efterkommer retten det ønske, vil det ikke være muligt at få indblik i den sigtede drengs forklaring eller i politiets beviser mod ham.

Lokalpolitiet vil mandag være til stede flere steder i Grenaa. Her er det muligt for borgere at få en snak med politiet.

Annonce

Sponsoreret indhold